Lær › Forældre › Hjælp derhjemme
Til forældre
Sådan hjælper du dit barn med matematik derhjemme
Du behøver ikke være god til matematik for at hjælpe dit barn med det. Det, der betyder mest derhjemme, er ikke, at du kender den rigtige metode, men hvordan matematik føles: om det er noget, I gør sammen, roligt og tit, eller noget, der ender med tårer ved køkkenbordet. Det er den følelse, denne guide handler om.
Lidt og tit
Fem minutter hver dag gør langt mere end en time søndag eftermiddag. Korte stunder holder børn friske, og det, der dukker op igen og igen, er det, der bliver siddende. Og det meste behøver slet ikke ligne »at lave matematik«:
- Tæl trappetrinene, når I går op ad trappen ved sengetid, og tæl dem baglæns to ad gangen næste morgen på vej ned.
- I bilen kan du spørge »hvad er 6 + 7?« og lade dit barn stille dig et regnestykke tilbage.
- Når I dækker bord: »Hvor mange gafler skal vi bruge, hvis morfar også kommer?«
- Ved busstoppestedet: »Bussen kommer kl. 15.42, og nu er klokken 15.35. Hvor mange minutter skal vi vente?« (7 minutter).
Du finder mange flere idéer, delt op efter klassetrin, under matematik i hverdagen.
Sig tallene højt
Danske talord er lidt drilske. Vi siger enerne før tierne, så 47 hedder »syvogfyrre«, og ord som halvtreds og halvfems afslører ikke, hvor mange tiere der er. Derfor arbejder klassen meget med tiere og enere. Sig af og til tallene på »skolemåden«: »47, det er fire tiere og syv enere.« Og spørg den anden vej: »Hvad er fem tiere og tre enere?« (53).
Mange børn i indskolingen skriver cifrene i den rækkefølge, de hører dem, så »femogtyve« bliver til 52. Det er en helt almindelig fejl på dansk. Sig tallet som »to tiere og fem enere«, eller lad dit barn lægge det med klodser, så kommer cifrene som regel på plads.
Snak om matematik, og stil gode spørgsmål
Børn lærer meget af at sætte ord på, hvordan de tænker. I skolen skal de forklare og begrunde, ikke kun finde svaret, så de samme spørgsmål derhjemme hjælper. Prøv med disse:
- »Hvordan fandt du ud af det?«
- »Kunne du gøre det på en anden måde?«
- »Kan du tegne det eller vise mig det med de her knapper?«
- »Hvad lægger du mærke til?«
- »Hvad tror du, svaret cirka bliver?« (Det kalder klassen et overslag, og det hjælper børn med at opdage, når et svar er helt forkert.)
- »Passer det altid, nogle gange eller aldrig?«
Stil spørgsmålene, både når svaret er rigtigt, og når det er forkert. Hvis du kun spørger »hvordan fik du det?« efter en fejl, lærer dit barn, at spørgsmålet betyder »det er forkert«, og så holder det op med at ville forklare.
Ros indsatsen, ikke at barnet er »klogt«
»Hvor er du klog!« er venligt ment, men det kan virke modsat. Et barn, der bliver rost for at være klogt, kan begynde at undgå svære opgaver for ikke at virke mindre klogt. Ros i stedet det, barnet gjorde:
- »Du blev ved, selv om det var svært.«
- »Hvor var det godt, at du tjekkede dit svar.«
- »Du prøvede en anden måde, da den første ikke virkede.«
- »Det var en fejl, men se, hvor meget du lærte af den.« (Fejl viser præcis, hvordan barnet tænker.)
Og giv dit barn to små ord med på vejen: endnu ikke. Når dit barn siger »jeg kan ikke den lille tabel«, kan du svare: »Du kan den ikke endnu.« Så handler det ikke om, at dit barn ikke kan, men om, at det er ved at lære det.
Lad dit barn være læreren
Noget af det bedste, du kan sige, er: »Jeg har glemt, hvordan man gør. Vil du vise mig det?« At kunne forklare en metode viser mere forståelse end at kunne bruge den. Kan dit barn lære dig at stille et plusstykke op med 1 i mente, har det forstået det. Og går dit barn i stå midt i forklaringen, har du fundet hullet, uden en eneste test.
Når dit barn sidder fast, så lad være med at tage blyanten. Spørg »hvad ved du allerede?« eller »hvad kunne du prøve først?«, og vent mindst ti sekunder, før du siger noget mere. Det er i stilheden, tænkningen sker.
Lektier uden konflikter
Lektier i matematik er som regel korte i 0. til 6. klasse, og nogle skoler giver næsten ingen. Denne rutine hjælper med at holde dem korte og fri for konflikter:
- Find et godt tidspunkt. Ikke lige efter skole eller SFO, når dit barn er sultent, og ikke lige før sengetid. Lidt at spise først hjælper.
- Læs opgaven sammen. Mange »jeg kan ikke« betyder i virkeligheden »jeg forstår ikke, hvad de spørger om«. Det gælder især tekstopgaver.
- Lad dit barn prøve først. Sæt dig i nærheden i stedet for at kigge med over skulderen.
- Giv et skub, ikke svaret. »Hvad sker der, hvis du prøver med mindre tal?« eller »Kan du tegne det?« er gode skub.
- Stop i tide. Hvis det er ved at blive en kamp, så stop. Skriv en kort besked til matematiklæreren på Aula, for eksempel: »Malthe syntes, opgave 4 var svær, og vi stoppede efter 15 minutter.« Det fortæller læreren mere end en opgave, du har hjulpet med.
Det er helt i orden, at lektierne kommer tilbage med nogle fejl. Læreren bruger dem til at se, hvad dit barn kan på egen hånd. Og hvis skolen har en lektiecafé, kan den være en god hjælp, når lektierne tit ender i konflikt.
Når du ikke kender metoden
Der undervises anderledes i matematik end for 20 eller 30 år siden, og mange forældre møder ord som »tom tallinje«, »tierovergang« eller »veksling« for første gang i deres barns matematikbog. I den danske skole regner børnene først med strategier, og opstillingen kommer senere som én metode blandt flere, ofte i 2. eller 3. klasse, men det afhænger af skolen og bogsystemet. Et stykke som 47 + 38 kan dit barn møde på mindst tre måder:
- På en tom tallinje: Start ved 47, hop 30 frem til 77, hop 3 frem til 80 (fordi 7 og 3 er tiervenner) og hop de sidste 5 frem til 85.
- Ved opdeling i tiere og enere: 40 + 30 = 70 og 7 + 8 = 15. Til sidst 70 + 15 = 85.
- Opstillet med 1 i mente: »7 plus 8 er 15. Jeg skriver 5 og har 1 i mente. 4 plus 3 er 7, plus 1 i mente er 8.« Resultatet er 85.
Alle tre giver 85, men vejen dertil er meget forskellig. Ved minus møder du måske ordet veksle. Mange af os lærte at »låne« en tier, mens nyere bøger siger, at man veksler en tier til ti enere. I 52 − 18 bliver de 5 tiere og 2 enere til 4 tiere og 12 enere. 12 − 8 = 4 og 4 − 1 = 3, så resultatet er 34. Det er den samme regning med et nyt ord. Det her hjælper:
- Bed dit barn om at vise dig det. Det er dit barn, der er eksperten i, hvad der sker i klassen.
- Spørg matematiklæreren. Skriv på Aula, eller tag det op til skole-hjem-samtalen: Regner klassen stadig på tallinjen, eller er de begyndt at stille op? Siger de »låne« eller »veksle«? De fleste lærere er glade for, at forældre spørger.
- Læs vores guide om, hvordan der undervises i matematik i dag, med tegninger af de almindelige metoder.
Og den metode, du selv lærte? Hvis den giver det rigtige svar, er den ikke forkert. Men lær ikke dit barn »din« metode først. Viser du opstillingen, før klassen er nået dertil, kan dit barn ende med at regne mekanisk uden at forstå tallene, og to metoder på én gang forvirrer. Lad dit barn bruge klassens metode, og gem »sådan lærte jeg det« til senere, som en sjov sammenligning.
Må mit barn bruge lommeregner?
Ja. I den danske skole er lommeregneren en naturlig del af matematik, også i indskolingen. Efter 3. klasse kræver Fælles Mål, at eleverne kan lægge sammen og trække fra med både hovedregning og lommeregner. Pointen er ikke at slippe for at regne, men at vælge det rigtige redskab og kunne vurdere, om svaret er rimeligt. Derfor hører overslag og lommeregner sammen: Til 289 + 412 tænker dit barn først »cirka 300 + 400, altså omkring 700«. Står der 1101 på displayet, er der tastet forkert, for det rigtige svar er 701.
En god leg derhjemme: Lav hver jeres overslag, og tjek bagefter med lommeregneren, hvem der kom tættest på. Hovedregningen er stadig vigtig, også fordi børnene kun må bruge papir og blyant i de nationale færdighedstest.
Hold det positivt
Børn opfanger, hvordan voksne taler om matematik. Undgå at sige »jeg har aldrig været god til matematik« eller »jeg hadede matte i skolen«, heller ikke for sjov. Dit barn kan høre det som »så gør det ikke noget, hvis jeg heller ikke er god til det«. Hvis matematik gør dig selv urolig, har vores guide om børn, der siger »jeg er dårlig til matte«, også idéer til dig.
Andre ting, der gør matematik til noget rart derhjemme:
- Spil spil. I ludo tæller man felter, i terningespil lægger man point sammen, og i kortspillet krig kan I lægge to kort hver og se, hvem der har den største sum. Det er alt sammen matematik.
- Stop, mens det stadig er sjovt, så dit barn har lyst til at komme tilbage.
- Lad dit barn fange dig i en fejl. Lav med vilje en fejl en gang imellem (»så 5 + 5 er 11?«), og lad dit barn rette dig.
- Tal højt om den matematik, du ser: »Der er 10 æg i bakken, i to rækker. Hvor mange er der i hver række?« (5).
Hurtige svar
For de fleste børn i 0. til 6. klasse er fem til ti minutter om dagen rigeligt, ud over eventuelle lektier, og det meste kan være snak, spil og hverdagsmatematik.
Nej. Vælg én ting at tale om, helst ved at bede dit barn forklare, hvordan det tænkte, så det selv finder fejlen. Hvis du retter alt, kan dit barn blive bange for at prøve.
De kan hjælpe nogle børn, men de er ikke nødvendige. Korte spil og snak gør som regel mere. Vil du have noget at printe, har vores gratis opgaveark hver sin facitliste.
Tal med matematiklæreren først, på Aula eller til skole-hjem-samtalen. Læreren kan fortælle dig, hvad dit barn har svært ved, hvad I kan øve, og om skolen kan give ekstra støtte. Resultatet af færdighedstesten kan være et godt udgangspunkt for samtalen. Vores guider til klassetrinnene viser, hvad børn typisk lærer på hvert klassetrin.
Øv med Indie
Beequation Kids gør regnestykker til bikageopgaver, og bien Indie giver et tip, når dit barn sidder fast. Ingen reklamer, og der indsamles ingen data.